Højt bæredygtighedsfokus = højere vækst

januar 20, 2025
dkbs@dkbs.dk

MÅNEDENS BLOG-POST

af Ulrika Mårtensson

Vidste du, at virksomheder, der har et højt bæredygtighedsfokus ofte også har højere vækst og en sundere forretningsudvikling? De klarer sig simpelthen bedre end deres konkurrenter.

Det var konklusionen i en undersøgelse, som Erhvervshus Hovedstaden foretog sidste år blandt regionens SMV’er. Lignende undersøgelser med samme resultat er foretaget mange gange før. Både i Danmark og i udlandet. For eksempel konkluderer McKinsey & Co følgende i ‘The triple play: Growth, profit, and sustainability’, fra 2023:

”Our new analysis indicates financially successful companies that integrate environmental, social, and corporate governance (ESG) priorities into their growth strategies outperform their peers—provided they also outperform on the fundamentals. The message is clear: not only can you do well while doing good—you can do better.”

Dykker man ned i tallene i Erhvervshus Hovedstadens undersøgelse, fremgår det, at 32 % af de virksomheder, der havde et ’højt bæredygtighedsfokus’ placerede sig i kategorien ’Markant stigende’. I kategorien ’Omtrent uændret’ havde kun 18 % et højt fokus på bæredygtighed.

Undersøgelsen dækker seks brancher, hvoraf servicebranchen er én, og her svarede 27 %, at de har ’højt bæredygtighedsfokus’.

Det er sund fornuft

Men hvad er grunden til, at bæredygtighed og gode forretningsresultater ofte går hånd i hånd?

Det korte svar er, at du simpelthen bliver nødt til at tænke dig bedre om – og tænke ud af boksen – når du ser på din forretning igennem en bæredygtighedslup. Du bliver altså både mere velovervejet og mere innovativ.

Derudover gør en ansvarlig tilgang til kloden og mennesker det nemmere at tiltrække – og fastholde – gode medarbejdere. Og kunder.

Mange investorer mener også, at virksomheder med en stærk bæredygtighedsprofil er mere attraktive at investere i. Og nøgletal for bæredygtighed er noget bankerne spørger efter, når du vil låne penge.

Ovenstående er blot nogle af mange grunde, der er værd at fremhæve.

Vender vi tilbage til Erhvervshusenes undersøgelse, så viser den, at selvom

75% af de adspurgte virksomheder ’arbejder med bæredygtighed’, så er det kun en tredjedel, der har en bæredygtighedsstrategi.

Min påstand er, at en strategisk tilgang er et fundament for at kunne arbejde dedikeret, dokumenteret og værdiskabende med bæredygtighed. Og dermed skabe grobund for at høste frugterne af jeres bæredygtighedstiltag.

Så har I endnu ikke en bæredygtighedsstrategi: Se at få den lavet!

 

 

 
 

No comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *