”Du er ikke frontløber – du er lige der, hvor du skal være!”
MÅNEDENS BLOG-POST
af Ulrika Mårtensson
Forleden uge fik vi en ny praktikant i firmaet. Hun lyttede opmærksomt, da jeg fortalte, at de SMV’er vi rådgiver om strategisk bæredygtig omstilling er frontløbere. De er modige og foran på point. Hun lagde panden i dybe folder og udfordrede mig med følgende spørgsmål: ”Er de ikke bare der, hvor de skal være, hvis de skal nå at være klar, når de bliver ramt af de krav og reguleringer, der truer i horisonten?”
Sådan kan man få udfordret sine egne sandheder. For jo. Hun har ret. Dem, der går strategisk til opgaven før de SKAL er jo ikke frontløbere. De er blot der, hvor de skal være.
Så hvor skal du være, hvis du er SMVer i møde- og eventbranchen? Her er mine tre råd til hvad du – som minimum – skal have på plads eller igangsat, når det handler om bæredygtighed:
En bæredygtighedsstrategi. Allerede nu er der kunder, der beder dig om at vedlægge den strategi som et bilag til et tilbud. Om lidt er det noget, de forventer, at du gør helt af dig selv.
Frivillig ESG-rapportering. Nej, du er muligvis ikke underlagt CSRD og kravet om et ESG-regnskaber endnu. Men hvis din kunde er, skal de have deres data et sted fra – nemlig fra dig.
Troværdig og lovlig kommunikation. Det lyder som en selvfølge, men er det ikke. Jeg har tidligere her i spalterne skrevet om, hvad du må og ikke må. Læs eller genlæs, så du ikke går i greenwashing-fælden.
Har du styr på de tre ovenstående elementer, er du godt på vej. Hvis ikke, er det jo snart nytår, og tid til et rigtigt godt nytårsforsæt for 2025.
Selv skal jeg genbesøge mine pitch og sikre mig, at jeg ikke oversælger. Ikke lover mere, end jeg kan holde ved at kalde nogen for en frontløber. Fremover lover jeg kun, at jeg kan sikre, at du er lige der, hvor du skal være.
Tak for at du læste med og på gensyn i 2025!
Ulrika Mårtensson
Ejer og stifter, BeeSustain ApS
PS! En fjerde ting, du bør overveje er, hvilke certificeringer eller mærker, I skal have. Måske har I allerede nogle klistermærker på døren, men er de ’nok’? Tjek fx hvem der står bag – er afsenderen et uvildigt standardiseringsorgan er det det mest sikre valg. Den type certificeringer er ikke noget du får i hus natten over. Så vent ikke for længe.
No comments