Har du brug for tips og tricks til din bæredygtighedskommunikation? Så læs med her.

november 14, 2024
dkbs@dkbs.dk

Månedens blogpost af ULRIKA MÅRTENSSON

 

Vi har tidligere her i spalterne advaret jer mod at greenwashe – altså ‘ulovlig eller vildledende kommunikation om bæredygtighedstiltag’. At det er noget, du skal have styr på, er netop blevet understreget med udgivelsen af forbrugerombudsmandens nye guide til området. Kender du ikke regler, kan du nemlig blive straffet for det…

Guiden er for alle, der er (det mindste) i tvivl om, hvad du må sige – og ikke mindst hvad du ikke må sige og hedder ‘Virksomheders miljømarkedsføring; Forbrugerombudsmandens anbefalinger’. Den er obligatorisk læsestof inden du slår stort brød op omkring jeres nye vandbesparende toiletter eller sensorstyrede LED-sparepærer. Eller jeres CO2-reduktionstiltag, for den sags skyld.

Øget fokus på virksomheders bæredygtighedskommunikation

Der har i de senere år været et stigende fokus på virksomheders kommunikation og markedsføring om bæredygtighed og ’grønne’ tiltag.

De usande udsagn har i flere tilfælde ført til strenge straffe for vildledende markedsføring. For at hjælpe velmenende virksomheder og kommunikatører på rette vej, udgav Forbrugerombudsmanden i 2021 den såkaldte ’Kvikguide til virksomheder om miljømarkedsføring’.

Nu er kvikguiden erstattet af en ny guide med flere konkrete og illustrative eksempler på, hvad der er god og mindre god – eller decideret forbudt – bæredygtighedskommunikation.

Fra kvikguide til anbefalinger

Navnet på guiden er nyt og lægger op til, at guiden ikke længere er helt så ’kvik’. Og hvis det gibber lidt i dig ved tanken om at skulle igennem samtlige 67 sider, så kan jeg berolige dig med, at rigtig meget af indholdet er eksempler i tekst og i billeder, der på pædagogisk vis illustrerer, hvordan du kommunikerer om bæredygtighed uden at havne i juridiske vanskeligheder.

Selvom du måske aldrig nåede igennem den nu pensionerede kvikguide, vil ændringerne, som jeg beskriver længere nede på siden, muligvis kunne inspirere dig til endelig at få styr på, hvad der er god praksis i bæredygtighedskommunikation anno 2024.

Noget, der ikke er nyt, er lovgrundlaget. Derfor kan du med fordel genslæse den blogpost, jeg tidligere har skrevet, om hvordan man må/bør kommunikere om bæredygtighed. Alligevel fik jeg så sent som i dag,1260 hits, da jeg søgte på ’bæredygtigt hotel’ (i anførselstegn vel at mærke).

Den slags kan (stadigvæk) give en bøde på op til 4% af din virksomheds omsætning, hvis du bliver dømt for at greenwashe – altså ulovlig eller vildledende kommunikation om bæredygtighedstiltag. Så husk lige at tjekke jeres egen markedsføring. Desuden gælder Forbrugerombudsmandens vejledning om brugen af miljømæssige påstande fra 2014 (som inden længe opdateres, når det står klart, hvad det foreslåede EU Green Claims-direktiv vil medføre) stadig sideløbende med de nye anbefalinger.

Hvad er nyt?

Konkret er der (bl.a.) kommet vejledning til og eksempler på:

  • En række udspecificeringer i forhold til kvikguiden fra 2021 omkring afsnittene om ansvar, bæredygtighed og klimakompensation. Der understreges blandt andet, at ansvar dækker over, at man fx skal kunne dokumentere sine bæredygtighedspåstande og bruge præcise udsagn og begrænse generiske udsagn.

I forhold til klimakompensation understreges det, at virksomheder ikke må præsentere klimakompensation som en erstatning for direkte reduktion af udledninger. Og, at klimakompensationer skal understøttes af objektive og offentligt tilgængelige forpligtelser og suppleres af en realistisk gennemførelsesplan.

  • En række illustrative eksempler på lovlig og ulovlig praksis, som skal gøre det nemmere for virksomheder at gennemskue markedsføringsreglerne og fungere som en slags vejledning.
  • Oplysninger om ændringen af EU’s UCP-direktiv (direktiv om virksomheders urimelige handelspraksis), som bl.a. fokuserer på at forhindre greenwashing ved en regulering af brugen af bestemte klima- og miljørelaterede udsagn. Direktivet kommer desuden til at spille ind på markedsføringsloven fra 27. september 2026. Mere om det i et andet blogindlæg.

Gode råd om bæredygtighedskommunikation

På falderebet får du lige tre gode råd til, hvad du skal huske, når du kommunikerer.

  1. Brug kun korrekte og klart formulerede klima- eller miljøudsagn, så modtageren har nemt ved at forstå dem. Sig fx: ‘Vi har installeret 50.000 LED-pærer i stedet for ‘vores belysning er miljøvenlig.’
  2. Undgå at undlade væsentlige oplysninger, og dokumentér jeres udsagn.
  3. Intern før ekstern kommunikation: Alle medarbejdere skal vide, hvad der foregår – også når det kommer til bæredygtighedsarbejdet.

Du finder Forbrugerombudsmandens anbefalinger om virksomheders miljømarkedsføring her.

 

Tak for at du læste med.

Ulrika Mårtensson

Ejer

BeeSustain Aps

www.beesustain.dk

 
 

No comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *