”Gæsterne opfatter bæredygtighed som omsorg og forkælelse.”

juni 19, 2024
dkbs@dkbs.dk

MÅNEDENS BLOG-POST

af Ulrika Mårtensson

 

Lyder det sært? Ikke hvis du kigger på resultaterne af en dansk undersøgelse, der satte lup på hotelbranchen. Her konkluderedes, at den indsats et hotel gør i bæredygtighedens tegn har stor betydning for, hvordan gæsternes oplever deres ophold. Det er simpelthen mere rart at bo på netop dét hotel, og gæsterne føler sig mere forkælet.

Godt nok har undersøgelsen nogle år på bagen, men med al det fokus, der er på bæredygtighed i dag, tillader jeg mig at antage, at konklusionen er mindst lige så valid nu som i 2017, da forskningsprojektet blev offentliggjort.

Derfor refererer jeg jævnligt til resultaterne. Faktisk så sent som i sidste uge, da jeg havde en hoteldirektør i røret. Han ringede, fordi han gerne ville sætte mere strategisk ind på bæredygtig omstilling.

Ud over, at han ville have gode råd til, hvordan han skulle gribe det hele an, var han bekymret for, at hans dygtige og engagerede personale måske ikke kunne se værdien af at investere flere timer i bæredygtighed – de ville jo forkæle hotellets gæster!

Jeg fornemmede en lettelsens suk igennem mobilnettet, da jeg kunne tage toppen af den bekymring. For hvis de timer, der lægges i strategisk bæredygtighedsarbejde, nye rutiner og opgaver også betyder mere glade gæster, så er det nemmere at finde motivationen frem.

Alle fik et bedre ophold

Hvis vi vender tilbage til undersøgelsen, så var der især én ting, der overraskede mig: Også de gæster, der svarede, at de ikke gik op i bæredygtighed, oplevede det som positivt, at hotellet gjorde en indsats. Således fik alle gæster et bedre ophold, når hotellet investerede timer i bæredygtighed.

En klar og tydelig kommunikation om de konkrete tiltag, og et personale, der kunne svare på gæsternes spørgsmål, blev i undersøgelsen fremhævet som en forudsætning for, at gæsterne oplevede bæredygtighedstiltagene som omsorg.

Hvis man gentog undersøgelsen i dag, ville man sandsynligvis finde frem til, at et stigende antal gæster kommer med en sund skepsis og derfor også stiller lidt sværere spørgsmål.

Så kære hoteldirektører: Vil I have fuldt udbytte af de timer, I dedikerer til bæredygtighed, så gå seriøst og strategisk til værks. Og sørg for, at personalet er engageret i indsatsen og har svar parat, så de med stolthed i stemmen kan forkæle jeres gæster ved at fortælle om alt det, I gør!

Forskningsprojektet ’Grøn omstilling i hotelbranchen’ blev gennemført af Alexandra Instituttet sammen med Horesta, Green Solution House Bornholm og Guldsmeden Hotels.


Med årtiers erfaring som kommunikatør med særlig fokus på bæredygtig omstilling er Ulrika en brancheprofil, der både kan strikke PR-planer og bæredygtighedsstrategier sammen. I dag driver hun kommunikationsbureauet IMPROVEMENT og rådgivningsfirmaet BeeSustain, som bl.a. tilbyder uddannelser i ISO 20121 – møde- og eventbranchens eneste globalt anerkendte standard for bæredygtighed. En standard Ulrika kender indgående, da hun er forperson for det udvalg i Dansk Standard, der arbejder på at opdatere ISO 20121. Hver måned når partnerinfomailen udkommer, vil der samtidig udkomme et blogindlæg fra Ulrika, hvor hun gavmildt deler ud af sine guldkorn omkring bæredygtighed i møde- og eventbranchen.

 
 

No comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *